Hvad laver en Serviceøkonom?

serviceøkonom

Wåt wååååt, første “ægte” blogindlæg her på siden! Det skal handle lidt om min uddannelse.

Jeg er pt. ved at færdiggøre andet semester på Serviceøkonom-uddannelsen på Copenhagen Business Academy (i daglig tale kaldet Cphbusiness) på Nørrebro.

Det er en meget moderne form for uddannelse, hvor man går væk fra den akademiske, konservative, klassiske måde at lære på, hvor man læser en bog og kommer til en forelæsning. I stedet er det klasseundervisning, hvor der er meget interaktivitet og mange cases, så man får gennemarbejdet alt det, man lærer. Det er i mine øjne en meget bedre måde at lære på, end at sidde i et auditorium med 500 andre studerende, der keder sig lige så meget som en selv.

Hvad går Serviceøkonom-uddannelsen ud på?
Kort fortalt så lærer vi, hvordan man kan være leder i en virksomhed eller organisation i servicebranchen. Servicebranchen er dog et vidt begreb. Derfor skal man vælge et specialeområde. Hos Cphbusiness kan man vælge mellem Hotel/Restauration, Event/Oplevelser, Detail eller Turisme.

Jeg vidste med det samme, at jeg ikke skulle have Detail, da jeg har arbejdet i detailbranchen fra jeg var 15 år og mere eller mindre 8 år frem. Det må være nok.

Hotel/Restauration var jeg splittet omkring. Jeg var egentlig interesseret i hotelbranchen, men er på ingen måder interesseret i restauration. Så kiggede jeg på…

Event/Oplevelser, som virkede mere interessant, så Hotel/Restauration blev kasseret. Event/Oplevelser var meget længe en mulighed, jeg var tæt på at vælge. Jeg har været med til at arrangere events hos Playception/N-club, og det er noget, jeg har været meget glad for. Den eneste årsag til at jeg ende med at fravælge Event/Oplevelser, er på grund af Turisme.

Turisme lød superspændende. Jeg har altid været glad for at rejse, og efter hvad der blev fortalt af underviseren, da der blev fortalt om de forskellige specialeretninger, var turisme den bredeste specialeretning af dem alle. I turisme ligger der både hotel, events og til dels detail. Desuden er der hele rejsebranchen. Det var dén salgstale, der fik mig overtalt.

Hvad kan du blive, når du er færdig?
Det er jo altid det svære spørgsmål! I og med at mit speciale er Turisme, er det logisk, at det er inden for den branche. Men der er så mange muligheder, at det er umuligt at liste dem alle op. Dog vil jeg komme med nogle eksempler, som kan give et billede af, hvad jeg kommer til at arbejde med.

  • Rejsebureauer har brug for serviceøkonomer til at sammensætte de rejser, som så skal sælges til kunderne.
  • Attraktioner har brug for serviceøkonomer til at udvikle sit produkt, markedsføring og lignende til de målgrupper, der er interessante for attraktionen.
  • DMO’er (Destination Management Organization) har brug for serviceøkonomer til at analysere hvilke markeder, der er kunne være interesseret i at tage til en bestemt destination; Hvad kan destinationen tilbyde til et givent marked? Det kan også være kampagneudvikling, forsøge at skabe flere USP’er (Unique Selling Points) for målgruppen, så der er endnu større tiltrækningskraft. Et par eksempler på DMO’er er VisitLolland-Falster og Wonderful Copenhagen.

Det er arbejde med turisme på både mikro-niveau (hvor man har med enkelte virksomheder og turister at gøre – mere håndgribeligt) og makro-niveau (hvor man har med det overordnede billede at gøre, mere på samfundsniveau – mere uhåndgribeligt). Jeg er personligt mest interesseret i det makro-orienterede arbejde, men for at forstå turisme på makro-niveau fuldt ud, er jeg sikker på, at man er nødt til at vide meget om turisme på mikro-niveau – og omvendt.

Hvordan er uddannelsen opbygget?
Selve uddannelsen er en kort videregående uddannelse, nærmere bestemt en erhvervsakademiuddannelse. Den varer 4 semestre, så 2 år. Første og andet semester er ren undervisning og casearbejde, afsluttet med nogle eksaminer. Tredje semester starter ud med 3 måneders praktik, hvorefter resten af semestret er almindelig undervisning. Fjerde semester er kort fortalt præget af arbejde med eksamensprojekter, deriblandt hovedopgaven, som afslutter uddannelsen.

Det er en såkaldt fuldtidsuddannelse, men man kan uden problemer bestå alle eksaminer uden at røre en bog, så længe man dukker op til timerne – eller lade være med at dukke op til timerne, hvis man bare læser bøgerne. Så kan man i hvert fald komme igennem studiet. Hvis man dog vil have nogle gode karakterer, er det nødvendigt at man lægger lidt mere i det. Dog er det slet ikke nødvendigt at lægge 40 timer i uddannelsen om ugen. Personligt har jeg i gennemsnit brugt 20 timer om ugen på første og andet semester. Det har været rigeligt for mig. Jeg er ikke en 12-talsstuderende, men jeg ligger lidt over middel.

Shit, det blev langt. Jeg må hellere lære at begrænse mig i blogindlæg i fremtiden! Anyway, hvis der er noget, der ikke giver mening eller jeg ikke svarer på her, så skriv gerne en kommentar 🙂

Hej Verden!

hejverden

OK, OK, OK, guys… Nu skal I lige høre, hvad jeg har at sige. Jeg veeed godt, at det måske er 5. gang, at jeg forsøger at lave en blog her på ThePatrickBay.com, men denne gang har jeg altså en god fornemmelse der siger mig, at jeg ikke bare skriver 3 indlæg og så lader bloggen stå tom i et år.

Der sker en del ting i mit liv i øjeblikket, og det vil jeg egentlig godt smide online. Ikke nødvendigvis fordi jeg ønsker opmærksomheden, men fordi det giver mig en mulighed for at forevige en del minder og tanker – og jeg har det sådan set fint nok med at andre kan læse med.

Jeg har ingen idé om, hvor ofte der kommer til at være blogindlæg, for i perioder kan jeg have for travlt til at skrive hele tiden. Det kan også være, at jeg løber lidt tør for idéer en overgang, men jeg har gang på gang fået lyst til at lave en blog, så nu gør jeg det altså endnu en gang.

Læs gerne med og smid også gerne kommentarer, hvis du har noget, du vil ud med.

Enjoy! … or don’t, det styrer du selv 😉